Menu

25 års jubilæum for fodboldskole i Gauerslund

image DBU-repræsentant Frede Hansen (th) overrakte onsdag d. 1. juli DBU's anerkendelse af 25 års fodboldskole i Gauerslund til fodboldskoleleder Jacob Faaborg (midten) og træneransvarlig Frederik Skov (tv). Der er i år 192 deltagere og helt udsolgt.
01. juli 2020 kl. 20:15
25 års jubilæum for fodboldskole i Gauerslund

Med 192 deltagere er fodboldskolen i år dels helt udsolgt, dels lige så populær som nogensinde.

Jubilæet blev markeret af DBU-repræsentant Frede Hansen, som kom forbi for at overrække hædersbevisning og en landsholdstrøje med nr. 25 til fodboldskoleleder Jacob Faaborg og træneransvarlig Frederik Skov.

Frede Hansen benyttede lejligheden til at tage kig på aktiviteterne i de i alt 12 grupper, som deltagerne er delt op i og som er fordelt over hele anlægget i Gauerslund. Han kunne derfor ved selvsyn konstatere, at dette års Corona-udfordring bliver håndteret på bedste vis, og at netop fodboldskolens deltagere har en alder, hvor de måske er de bedste overhovedet til at håndtere forholdsreglerne om at spritte hænder. De er ganske enkelt vant til den slags fra deres skoletid.

Og Corona eller ej, og forholdsregler som ikke at samles i større grupper, så er humøret som alle tidligere år højt. Glæden ved de 12 trænere og 12 trænerassistenters ihærdige indsats lyser ud af øjnene på fodboldspillerne, uanset om de står – i behørig afstand – i kø til at skyde på mål, om de løber gennem agility-baner eller spiller intervalspil. Eller de holder en pause på de aftalte områder.

”Vi har jo måtte forberede os lidt anderledes end tidligere år,” fortæller Jacob Faaborg.

Det gælder eksempelvis, at trænere og trænerassistenter mødtes en aften forud for fodboldskolen og planlagde områder, opdeling af hold med meget mere, så alt var Corona-klart, og det gjaldt også forhold omkring spredt mødetid og velkomst første fodboldskoledag mandag den 29. juni.

”Men det kører rigtig godt, og trænerne sørger løbende for afspritning af materialer og den slags,” fortæller Jacob Faaborg.

I år er det Din Madpartner, som leverer mad til deltagerne, og maden er pakket i portioner og lige til at dele ud i de enkelte hold, så spillerne kan få fornyet energien fra god og sund mad.

Desværre kunne markeringen af 25 års jubilæet i ske samlet flok af hensyn til Corona, men det skal ikke tage glæden fra jubilæet. Landsholdstrøjen og diplomet forventes opsat i mødelokalet i den nye materiale-bygning.

Luk