Menu

Gauerslund IF Fodbold indgår samarbejdsaftale med Vejle Boldklub

image Gauerslund IF underskrev 4. juni 2023 samarbejdsaftale med VB
04. juni 2023 kl. 19:25
Den 1. august 2023 træder Gauerslund IF Fodbold ind i samarbejdet omkring Vejle Boldklub (VB)

Det står klart, efter Gauerslund IF Fodbold og VB søndag d. 4. juni 2023 underskrev aftalen i forbindelse med VB’s sidste kamp i Nordicbet Ligaen i denne sæson. Samarbejdet kommer til at give en række tilbud til såvel klubben Gauerslund IF som klubbens spillere.

VB ligger i nærområdet og har over de seneste år udviklet sig, så man i dag er rangeret i toppen af dansk fodbold som nummer 11 i det såkaldte stjernesystem. Dette betyder ungdomshold i de bedste rækker, men for Gauerslund drejer samarbejdet sig om en bred vifte at muligheder.

Hvor det hidtil ikke har været muligt for de dygtigste spillere at få et tilbud om ATK-træning, så vil dette fra 1. august være på programmet.

Samarbejdet vil dog omfatte meget mere end tilbud til de dygtigste spillere om at træne og eventuelt prøve sig selv af på højeste niveau, for eksempelvis omfatter samarbejdet også træner-udvikling og træner-kurser, adgang til træningsprogrammer samt ikke mindst mulighed for oplevelser for hold og årgange på Vejle Stadion samt sammen med superligaspillere i forbindelse med arrangementer og besøg.

Disse oplevelser er blandt andet også at være bold-drenge/-piger og muligheden for at blive indløbsbørn for de yngre årgange. Men også muligheden for at tilmelde sig ekstra-træning for alle i flere årgange vil blive tilbudt, altså en licenstræning, som også har været kendt hidtil. 

Gauerslund IF Fodbold er blandt de absolut største fodboldklubber i Vejle-området, så det er et samarbejde, som begge klubber ser meget positiv frem til at få et godt og konstruktivt udbytte af.

Gauerslund IF Fodbold’s mål er at være den bedste fodboldklub for alle at spille i, hvor man spiller, fordi det er sjovt, udfordrende og udviklende uanset niveau. Netop disse ting er der lagt vægt på med samarbejdsaftalen.

Forud for indgåelsen af samarbejdsaftalen med VB, så har Gauerslund valgt at udtræde af samarbejdet med FC Midtjylland efter mange gode år. Dette sker i god forståelse de to klubber imellem og uden uenigheder. Udtrædelse af dette samarbejde sker pr. 1. juli 2023. Derfor skal der lyde en stor tak for samarbejdet til FC Midtjylland.

Luk