Menu

Jonathan glæder sig til en helt ny tilværelse i München

image Jonathan Asp på kunstgræsset i Gauerslund
26. marts 2022 kl. 13:39
Til juli går turen 1000 km syd på

Med solskin og forårsvejr, der arter sig fra sin bedste side er det blevet tid til endnu en selvtræning for Jonathan Asp. En selvtræning i Gauerslund, hvor time efter time er brugt på at forfine og indøve nye detaljer på Danbolig Arena, kunstgræsbanen.

For netop denne kunstgræsbane har betydet mere, end man måske umiddelbart skulle tro for Jonathans fodboldmæssige udvikling, der har været bygget om FC Midtjylland. For det er her i Gauerslund, der er blevet trænet, selvtrænet og trænet igen kun et ejendomsmægler stenkast fra hjemmet i Andkær – og lige ved Fælleshåbskolen, hvor han netop nu går i 9. klasse.

Det er her, at Gauerslund IF’s Michael Lehmann har fået sat Jonathan stævne for at ønske tillykke og overrække en lille gave her med kort tid til, at Jonathan flyver syd på til Bayern München, hvor han fra juli trækker en anden rød trøje over hovedet, når der skal spilles kamp.

”Det bliver spændende,” siger Jonathan.

1000 km syd på

Han flytter ind på Bayern Münchens akademi sammen med de øvrige akademispillere, der kommer fra mange forskellige lande. En enkelt svensker er der også, kunne han konstatere, da han var til lægetjek, for de blev tjekket sammen af de grundige tyske læger.

Faktisk tog lægetjekket en hel dag, og inkluderede udholdenhedstest og scanning – og meget mere.

For grundighed er et nøgleord i Jonathans kommende klub. Derfor er der tænkt over helheden, så det tyske sprog er øverst på agandaen, så han i løbet af kort vil kunne klare sig flydende på tysk.

”Jeg begynder allerede i næste uge med individuel undervisning i tysk i samarbejde med klubben,” fortæller han.

Akademiet har faste pædagoger tilknyttet, og de vil være der altid, men det fritager ikke de unge spillere fra selv at skulle hjælpe til med madlavning og tøjvask. Det sidste står de selv for, mens der er uddelegeret en fast maddag, hvor man skal stå for kokkereringen.

Og så er der selvfølgelig træningen. Den er der fuldt og helt styr på med de ypperste trænere.

”Det bliver lidt som at tage på efterskole,” fortæller Jonathan, og den sammenligning er nok meget retvisende. Det kender mange af klassekammeraterne til fra 9. klasse på Fælleshåbskolen, for efter sommerferien drager mange af dem ud i landet på efterskoleophold.

Dem skal han nu nok holde kontakt med, trods det, der er 1000 kilometer til det sydtyske. Heldigvis er familien mere end velkommen til at komme forbi, så ofte de har lyst, fortæller Jonathan.   

Landskampe

På kort sigt, så er der lige nye kampe med U16 landsholdet i Schweiz i kalenderen, udover kampe med FCM. Men aller først, så skal der trænes, dog ikke denne gang på kunstgræsset, men inde i fittnes-centret i GIC, for core-træning og skadesforebyggende træning er to af de ting, som har fokus i en klub som Bayern München.

Men kunstgræsset er ikke blevet betrådt for sidste gang af Jonathan. Der vil han fra tid til anden komme forbi også fremover.

”Og faktisk har jeg spillet to kampe her,” fortæller Jonathan. Den ene var med FC Midtjyllands U17, der under corona-nedlukningen lånte banen til at spille mod FC Nordsjællands U17. Og så en enkelt kamp for Fælleshåbskolen i Skolefodboldturneringen, hvor han sammen med klassekammeraterne faktisk vandt over Englystskolens hold – hvor andre af kammeraterne fra Gauerslund jo huserer.

”Tak for trøjen. Det er jo mit nummer fra da jeg spillede i Gauerslund!”

Luk